Den Kampmannske Gaard er den næstældste bygning i Varde. Kun kirken er ældre. Præcis hvor gammel Den Kampmannske Gaard er ved vi ikke, men i historiebøgerne har vi kunnet finde disse fortællinger.
I slutningen af det 17. århundrede boede der i Ølgod en gårdejer, der hed Niels Sørensen Øllgård. Han havde flere børn, bl.a, tre sønner, der alle kom til Varde og blev købmænd. Den ældste søn var Søren Nielsen Øllgård, der i 1728 blev rådmand og 1739 viceborgmester i Varde. Derefter fulgte broderen Knud, og i 1713 kom den yngste af brødrene, Rasmus Nielsen Øllgård, til Varde. Han var da 14 år og kom i lære hos den ældste bror. I 1733 blev Rasmus gift med en attenårig datter af rektor Terman Termansen, og samme år etablerede han sig som købmand på hjørnet af Kræmmergade og Skovbogade (nuværende Storegade).
Rasmus Øllgård var en meget dygtig og driftig mand. Allerede i 1738 blev han en af de eligerede borgere, det var datidens bystyre, senere blev han kirkeværge og hospitalsforstander samt byskriver.
Men det var først og fremmest handelen, som interesserede ham, og så at anbringe penge i fast ejendom. I 1745 købte han borgmester Thaulows ejendom i Kræmmergade. Samme år gik broderen Knud fallit, og han overtog dennes ejendom i Skovbogade 9 (senere byfogedgård). Rasmus købte Kongsgårdmarken, og hovedparcellen heraf havde hans efterkommere, indtil den efter 2. verdenskrig blev konfiskeret som tysk ejendom, og senere overtaget af Varde kommune og nu giver plads for en smuk villabebyggelse.
Men Rasmus Øllgård samlede mere. I 1760 købte han Bramming Hovedgård, og han havde ved sin død adskillige ejendomme i sognene omkring Varde. Han døde i 1770, og han enke købte efter hans død, Sneumgård, så det var et stort bo at gøre op, da hun døde i 1775.
Ægteparret havde sat 15 børn i verden, men flere af dem var døde som små. Af børnene arvede Hans Wolff Øllgård købmandsgården (senere Den Kampmannske Gård), hvortil der var et varelager for 6.863 rdl (Rigsdaler) (1 rigsdaler svarer til 2 kr.) (Vi fik kronen i 1875), samt Kongsgårdmarken m.m.
Hans fortsatte forretningen, der også omfattede handel med tømmer, som søværts blev ført til Hjerting, hvor Rasmus Øllgård havde opført et pakhus. Også det arvede Hans Wolff Øllgård.
Bybranden 1779
Den 3. juni 1779 havde degneenken Ane Sophie Hoffmann, der boede til leje hos væver Bergman i Brogade vaskedag, Madam Koldtoft, kobbersmedens kone, havde hjulpet hende og ved 10-tiden var de færdige med vasken.
Om eftermiddagen havde madam Hoffmann komsammen med madammerne Koldtoft og Bergman, samt Peder Malers enke. Da gæsterne var gået, og madam Hoffmann sad alene i stuen kom Thøger sadelmager stormende ind og fortalte, at der var ild i huset.
Det blæste ret kraftigt fra sydvest, og der var intet at stille op mod ilden. Den bredte sig hurtigt over de strå- og lyngklædte huse. Den bredte sig op ad Skovbogade, hvor der brændte 7 ejendomme, i Kræmmergade 13, på Torvet hos provst Damgård, Vestergade 5 og i Brogade, hvor ilden opstod i 18 ejendomme.
Blandt de ejendomme, som blev ildens bytte var købmandsgården på hjørnet af Skovbogade og Kræmmergade. Hans Øllgård gik straks efter bybranden igang med genopbygningen.
Herunder udbygningerne mod Kræmmergade og Fiskergade. Her hørte grunden helt ned til Fiskergade med til Købmandsgården, men der var også brug for megen plads. Der handledes bl.a. med tøj, papir, slibesten, farvestoffer, tømmer og kalk, og der var mange stude på stald i den gamle købmandsgård.
Men branden havde været et stort tab for Hans Øllgård. De brandlidte fik ganske vist konsumption frihed og fritagelse for skat i et år, og der blev landet over foretaget en kollekt, som indbragte 3.674 rdl, men det var alligevel som en dråbe i havet i forhold til, hvad byggeriet kostede. Hertil kom uheld i forretningen og store tab, navlig på korn. Den del af den store formue, som Hans Øllgård havde arvet, smuldrede hen. Hans W. Øllgaard gik fallit i 1786, hvor der var auktion over hvad han havde ejet.
Hans Øllgårds ældre bror Terman, der også ejede Bramming Hovedgård, købte ved auktionen såvel Købmandsgården som Kongsgårdsmarken.
Niels Øllgård, som havde arvet Sneumgård, var gift med en datter af provst Fabricius i Varde. Niels Øllgård døde før hustruen, der fortsatte driften af gården.
På Sneumgård var der, ligesom på de øvrige vestjyske hovedgårde stor studeopdræt. Det var i studeprangernes storhedstid. De drog rundt på gårdene og købte op, for derpå at drage sydpå med de store flokke.
Hack Kampmann var en driftig studeopkøber. Han stammede fra Holsten. Ikke blot havde han et sikkert blik for studene, hans øjne faldt også på enken efter Niels Øllgaards, når han besøgte Sneumgaard. Han giftede sig med hende, men blev ikke et velkomment medlem i familien. Bror Terman på Bramming Hovedgaard, der var formynder for konen, tog børnene fra hende, og hun døde kort efter.
Den ukuelige Kampmann lod sig imidlertid ikke gå på. Han fik i 1797 skøde på den købmandsgård, der nu bærer hans navn, og kunne flytte ind sammen med sin anden hustru, Henriette Emilie Zoega.
Da Hack Kampmann overtog købmandsgården indrettede han både brændevinsbrænderi og fedestald. Han drev fedestalden som en del af studebedriften på Sneumgård.
Hack Kampmann var ikke kun studehandler og købmand, han blev også kammerrådmand.
I årene 1798-1800 gennemgik Købmandsgården en større ombygning og erhvervede herved sit nuværende udseende, hvorfor det kom til at bære det Kampmannske navn. Ved den ombygning var Mikkel Stobberup bygmester, og huset anses med rette for en af de fornemste repræsentanter for den såkaldte “Varde-klassicisme”.
“Wie herlich ist das Haus geziert, wo Fried und Einigkeit regiert” erklærede han på en plade, opsat på bygningens sydlige sidefløj.
En dobbelt granittrappe med solidt rækværk fører fra Storegade op til Den Kampmann’ske Gaard’s tofløjede og smukt udskårne hoveddør. På en sandstenplade øverst i portalen, ses et billede af Fugl Føniks samt på latin ordene: “EX CINERE REDIVIVUS”, som kan oversættes: “Genopstået af asken 1781”. Dette sidste er en hentydning til bygningens forgænger, der var brændt et par år tidligere.
Her ser du den tofløjet trappe i hallen til førstesalen.
Hack Kampmann døde i 1807.
Året efter døde også hans hustru Henriette Emilie.
At den hvide dame dukkede op kort efter fru Kampmanns død, noteres her, uden at der skal drages uberettigede konklusioner deraf. Det siges dog hun ligger begravet under den store sten i kælderen……og det er som om stenen hæver sig….
Det siges hvis man møder den hvide dame så skal det gå én det ilde….
Nuværende lejere på 1. salen:
“Vi har ind i mellem nogle oplevelser på 1. sal. som gør, at vi ikke er helt sikre på, om den hvide dame er gået over på den anden side. En aften var lyset tændt ude på loftet, der er censor på, og man skal et stykke ud på gangen før det tænder,og drengene (voksne) og Conny er sikre på, at der ikke var nogen derude før de gik derud. Mathias kan ind i mellem høre fodtrin ude fra loftet om natten. Andreas og Conny har også oplevet at en åben dør smække i lige bagved dem, efterfølgende åbnede de døren for at se efter inde i rummet, om der var noget, det var der ikke – men nu kunne de ikke lukke døren igen. Der er ingen af os der føler ubehag i vores lejlighed, så vi vælger at tro at Henriette Amalie vil os det godt, og at hun er glad for, at der atter er liv i den gamle købmandsgaard”.
Nu når vi her har bevæget os ind på rygternes farlige gebet, må vi vel også nævne den hemmelige gang, som hævdes at gå fra købmandsgården ned til åen. En gang, ad hvilken hemmelige transporter skal være foregået. Varde Museum har haft en del af vandgården gravet op for at lede efter den hemmelige gang, men forgæves. Den blev ikke fundet……
Den næste ejer blev kromand Niels Jacobsen fra Nordby, og efter hans død i 1816 blev der den 20. januar 1817 tinglyst skøde fra Niels Jacobsens arvinger til sønnen, købmand og strandingskommissær Jacob Nielsen Jacobsen, Varde, på gården med brænderi og tilliggende for en købesum på 24.000 rdl (rigsdaler).
Den nye ejer var gift med en datter af Hack Kampmanns andet ægteskab, og hun blev således frue i sit barndomshjem, selv om det kun var for en kort tid. Jacob Jacobsen havde formentlig købt gården for dyrt, tiderne var vanskelige, og han måtte gå i gang med at låne for at klare dagen og vejen. Han måtte give pant i stude, i ejendommen, i løsøre osv., og i 1821 var det slut.
Så var Købmandsgården igen på auktion. Amtsprovst Brøndsted købte, hvad der var tilbage af Kongsgårdsmarken og de to brødre, købmand Jens Thomsen, Varde, og hans bror, Reck Junior i Altona, købte købmandsgården. Reck blev eneejer efter Jens Thomsens død i 1831.
Reck solgte købmandsgården i 1841 til brændevinsbrænder Albinus, men helt ud af Thomsen-familien kom virksomheden ikke, for den nye ejer var gift med Jens Thomsens datter, Kirstine. Denne Albinus var exam. jur., men hans juridiske viden sikrede ham ikke skøde på et langt liv. Ej heller de livgivende dråber, han fremstillede. Allerede i 1842 døde han, kun 45 år gammel. Enken, Kirstine kunne dog blive boende, for hun forpagtede brænderiet ud til Anders Kragballe Bastrup og giftede sig med ham året efter.
Der kom nu en stabil tid for den gamle købmandsgård. I mere end et halvt hundrede år drev Bastrup virksomheden, dygtig og flittig som han var. Handlen voksede. Der kom varer i de store udbygninger. Det var ikke mindst bygningsartikler.
Men transporten beredte ham som andre i Vestjylland store problemer. Landevejene var dårlige, og med egnede udskibningshavne stod det endnu ringere til. Hverken Varde eller Ribe fik indfriet deres drømme om en fremtid som havnebyer, og Ringkøbing var ikke bedre stillet på grund af de vanskelige adgangsforhold til fjorden. Hjerting syntes derimod at byde på muligheder. Rigtignok var vanddybden for ringe til, at større skibe kunne nå ind, men man kunne jo bygge en landgangsbro.
Det er derfor forståeligt, at Bastrup var med i planerne om opførelsen af denne landgangsbro.
Der blev stiftet et aktieselskab til at løse denne opgave, Bastrup kom i bestyrelsen for dette, hvis formand blev justitsråd Poulsen, Hjerting. Kapitalen i aktieselskabet på 17.000 rdl. var spredt på 646 aktionærer, og anlægsbroen blev opført i 1851.
Det gik så nogenlunde, men med besvær. Varerne måtte omlades til småbåde og fragtes fra den åbne red til skibene eller omvendt.
Broen kunne imidlertid ikke klare vestenstormen i 1862. Den led så megen skade, at der måtte holdes auktion over de sørgelige rester.
Det blev købmændene Bastrup og Poul Debel, Varde, og konsul Mathiesen , Hjerting, der købte resterne af broen for 2125 rdl. Hvad Bastrup købte blev ført hjem til tømmerhandlen, og enkelte bjælker fandt anvendelse ved ombygning af købmandsgårdens tilbygninger, og man kan endnu ved kulskuret i den gamle gård se et par af de store bjælker, som har båret broen oppe.
Og senere, meget senere blev noget af tømmeret brugt som skydeskive for en vordende købmand, Svend Aage Erichsen.
Historien om bjælkerne er ikke slut endnu, for nogle af bjælkerne returnerede minsanten til Hjerting, hvor de i dag kan beses i Ship Inn på Hotel Hjerting.
Også brændevinsbrænderiet drev Bastrup.
Ifølge toldregnskaberne fra 1856 har der i Varde været fyr under destillationsapparaterne, for der blev der produceret 289.875 potter 8 graders brændevin og desuden indført 25.000 potter. (1 potte = 1 liter) – (8 grader modsvarer i procent 47). Nu er det ikke sagt, at Bastrup alene tegnede sig for denne produktion. Men givet var det at der i købmandsgården blev produceret megen brændevin.
Indbyggertallet var ifølge fortegnelserne 1774 indbyggere i 1850.
Der er i historien nævnt at der i Varde by har været 76 beværtninger.
Historien om M. Erichsen og Sønner i Den Kampmannske Gaard
Helt nøjagtigt er det den 18. oktober 1883, da dagvognen fra Vejle afsætter en rejsende på Storegade i Varde – eller Skovbogade, som den hed,
for det var af den vej, tømmeret fra østkysten blev ført frem til den skovfattige egn. – Som han står dér, træt efter den strenge tur i dagvognen, er der noget tågeagtigt over ham, som var også han et gespendst af den hvide dames art. Er det havgusen, der svøber sig om den nøjsomme gadebelysning og slører alle konturer ? Eller er det snarere, fordi vi slet intet ved om ham før nu, at vi ikke har underretninger om hans fortid, hans liv og virke i Vejle ?- Men købmand Mads Erichsen træder hurtigt ud af det dunkle, tager skikkelse, en solid mand. Den nye mand i købmandsgården. I virkeligheden er hans håndskrift, klar tydelig – orden og akkuratesse! Ja, men også en fast og sikker skrift, en handlekraftig mands signatur. Vi ser ham allerede tydeligere for os: En købmand, der inspicerer sin nyerhvervede forretning og konstaterer mangler: “Her er hverken sukker, brændevin eller petroleum”. Men også en omsorgsfuld ægtemand, som ikke under sig hvile den travle dag, men sætter sig til skrivebordet for at sende kærlige og opmuntrende ord til sin hustru, “Min kjære Johanne”. Det fremgår, at Johanne er forknyt, utryg ved den forestående flytning til det barske Vestjylland, så langt fra de bøgeklædte bakker ved Vejle. “Jeg håber , at Du har forsonet Dig lidt mere med det, så Du ikke er så bedrøvet, som da jeg rejste. Jeg var heller ikke i det gladeste Humør, da jeg kom i går, men nu synes jeg det går lidt bedre. Folk synes godt om Forretningen….” Og Mads Erichsen, der har haft travlt med vareoptælling og har fået skrevet “Contract med Bastrup” slutter den lange dag med: “mine kjærligste Hilsener til min lille Pige, der ikke må græde mere!”. Det hele ender selvfølgelig godt og den – ja højgravide Johanne, kommer til sidst til Varde.
Den 24. oktober 1883 bringer avisen den annonce, der markerer begyndelsen til M. Erichsen og Sønners æra. Forgængeren, Christian Pedersen beder kunderne overbringe den“mod mig udviste Tillid og Velvilje” til sin efterfølger, og Mads fortsætter:” I Henhold til Ovenstaaende anbefaler jeg mig til Byens og Omegnens ærede Beboere, med -forsikring om, at reel og billig Betjening stedse skal være mit Formaal”.
Hvordan var så den virksomhed, Mads Erichsen overtog på den råkolde oktoberdag? Simpelthen en rigtig god, gammel købmandsgård, et datidigt supermarked så at sige. Hovedbygningens hvælvede kælderrum var lagerplads for hestesko, eddike, sprit, levertran og lignende. Selve butikslokalet lå derimod i fløjen mod Kræmmergade sammen med kontor og privatlejlighed. Gårdskarlen var på stikkerne for at tage sig af hestene, når vognene rullede ind, men trængselen kunne være så voldsom, at der måtte skaffes vognplads hos farver Rosengård i Kræmmergade eller købmand Feddersen i Skovbogade (Storegade), men inden handelen tog sin begyndelse, blev manden budt indenfor på kontoret, hvor der vankede kaffepunch og tobak til piben. Man kan forestille sig, at snakke er gået bravt i den gode, enkle mandfolkeatmosfære. Samtidig havde fru Johanne kaffetår med kandisknald til konerne i privaten.
Den 16. december 1904, køber Mads – Den Kampmannske Gård – af enkefru Bastrup, og den overdrages ham “med herligheder og rettigheder, pligter og byrder”.
Johanne og Mads får 3 drenge: Niels, Holger og Carl. Carl uddanner sig først til maskinmester siden hen kaster han sig over elektronikken. Senere bliver han medejer af firmaet Lund og Rasmussen med afdelinger i Herning og Varde. Den sidste er begyndelsen til installastionsfirmaet C.Erichsen og Søn, i Kræmmergade 11. Carl bliver ikke kun autoriseret installatør, men statsautoriseret, og det vil sige, at man betror ham tilsynet med de mange små elektricitetsværker, der bygges i disse år. Carl slipper ikke forbindelsen til barndomshjemmet på den anden side af Kræmmergade, tværtimod! Han trækker en ledning over gaden – med en ringeklokke i hver ende. Det udvikler sig til en hyggelig, fin tradition: Et signal bliver aftalt, et signal, der melder, at Mads Erichsen har romtoddyen klar!
Niels og Holger er indtrådt i købmandsgården, som så bliver til M. Erichsen og Sønner. En naturlig arbejdsfordeling har placeret Niels i købmandsbutikken, mens Holger er virksom på jernlageret med den handel, Mads syntes “han nok vil drive”. Hestesko er ikke længere hovedartiklen, for den begyndende mekanisering i landbruget byder smedene på nye opgaver. Holger er ikke den, der passivt afventer kundernes ankomst, han kaster sig i sadlen og cykler ud til kunderne for at være opsøgende med gode kontakter og tal i ordrebogen.
Vareudvekslingen var forøvrigt ikke ensidig, også kunderne havde ting at faldbyde: Frisklagte æg, indsvøbt i et linnedklæde, og smør i den ovale spånkurv, der kaldes en tejne. Æggepengene kunne nok få ben at gå på, for udover butikkens kolonialvarer havde købmandsgården lager af jern og foderkager i mellembygningen, medens fløjen mod Fiskergade rummede kullager. Og over kontoret og butikken i Kræmmergade tyngede kornsækkene gulvbrædderne. Bortset fra kælderen blev den statelige hovedbygning altså ikke benyttet til handelsvirksomhed.
I den sydlige stueetage udfoldede telegrafstationen sin kommunikationsvirksomhed under bestyreren frk. Schibsbye. Om hende aflægger alle historiske kilder det vidnesbyrd, at hun var “myndig” ! Læge Mohr øvede sin medicinske gerning i den nordlige del af hovedbygningen. Det vides at dagvognen havde holdeplads i porten mod Storegade i “Vandgården” – som nu er vores dejlige gårdhave i forbindelse med Vinbaren, hvor der på den anden side førhen lå et gæstgiveri, og ejeren har ikke været stramtandet, som telegraf-damen, men karakteriseres med tillægsordet jovial, en egenskab, der givetvis ikke har skadet omsætningen af kaffepunche.
Her ser du den gamle bagtrappe til den nuværende lejlighed på 1. sal, hvor tjenestefolkene igennem generationer har gået op og ned til køkkenet og deres kamre. Og der ses tydeligt slidmærker på de blankslidte trin.
Den 31. december 1923 går den gamle Mads Erichsen på “pension”. Han overdrager virksomheden til de to sønner. Der skal ydes ham 3000 kr. om året, så længe han lever, og sønnerne driver firmaet i sameje, stadig med den samme arbejdsfordeling. Da Mads Erichsen dør, 79 år gammel den 5. august 1929, har strukturændringer medført, at fællesejet ikke er naturlig mere. Sammenblandingen af grossist- og detailvirksomhed svarer ikke længere til tidens fordringer, og den 30- juli 1937 tager de to brødre konsekvensen. Forretningen deles i to. Holger bliver selvstændig jern- og stålkøbmand, mens Niels fortsætter butikken i Kræmmergade, som en ren detailkøbmandsforretning.
Holger har klodset cyklen op og er blevet bilejer. Chevroletten, han har købt, er ikke nyeste årgang, men giver en helt anden aktionsradius, når der skal findes nye kunder.
Det er i disse år, han opbygger sin stålforretning, varelageret udvides, kundekredsen vokser, og der er nok at se til for staben, der udover Holger består af fru Else, som administrerer kontoret, og dertil kusk og lagerarbejder. Den 31. maj 1943 overdrager Niels sin andel i ejendommen, samt butiksinventaret til Holger for 93.000 kr. Det er så grundlaget for M. Erichsen og Sønner, Jern og Staal.
Under 2. Verdenskrig var kælderen under Den Kampmannske Gaard – beskyttelsesrum. Else Marie Erichsen var leder af beskyttelsesrummet i kælderen.
Svend Aage Erichsen er tredie generation i købmandsgården og træder til under fanerne i 1949, Han har uddannet sig i stålbranchen bl.a. indenfor VVS. Da Holger dør i 1952 omdannes virksomheden til et I/S med Else og Svend Aage Erichsen som indehavere. Kontinuiteten er sikret, og traditionen kan føres videre, men de veltjente heste bliver sendt på aftægt og erstattet af en lastbil. Det går ikke længere an at fragte varerne til banen og derfra videre. Tiden kræver dem afleveret direkte til kunden.
Firmaets første lastbil ca. 1955. Øverst Hald og J.A.Kristiansen På ladet: Kræmmerpassagens olietank.
Samtidig i 1954, indfører Svend Aage nye varenumre i sortimentet, sanitet og centralvarme. Han kaster et tankefuldt blik til den Kampmannske tavle oppe på gavlen. Huset er sandelig dejligt bygget og stort tænkt, men virksomheden har fået vokseværk og er ved at sprænge rammerne. I februar 1962 køber han så en grund på Vestre Landevej. Ca. 8000 m2 mod Kræmmergades 2700m2. Det ender dog med at der først kommer en byggetilladelse i 1964, og så kan de første bygninger rejse sig på Vestre Landevej 69. Bygning efter bygning etableres på Vestre Landevej, og endelig i 1978 kan hele virksomhedens udflytning fuldbyrdes, da den nye administrations- og udstillingsbygning tages i brug.
Virksomheden blev i 1972 omdannet til aktieselskab med Else Erichsen, Gerda og Svend Aage Erichsen, som aktionærer. Else havde sikret børnebørnene, Søren og Jens, som direkte arvinger af hendes post. Ved denne familiedisposition blev vejen for et generationsskifte sikret.
I mange år blev familievirksomheden M. Erichsen & Sønner drevet fra Den Kampmannske Gaard. Mangt og meget er sket i tidens løb. Fra starten hvor den Kampmannske Gaard var midtpunktet for firmaets virksomhed, til de moderne lokaliteter på Vestre Landevej i Varde hvor virksomheden M. Erichsen & Sønner blev drevet. Virksomhenden blev den 1. maj 2001 solgt til Lemvigh Müller.
I dag er det Søren Erichsen, der sammen med broderen Jens ejer Den Kampmannske Gaard. De er begge født og opvokset på Købmandsgården, der nu er fredet omdannet til lejemål, både boliger og erhverv. Bygningerne i Kræmmergade huser nu bl.a en frisør og en butik.
I kælderen under Den Kampmannske Gaard drives der nu en vinhandel. Tilbage i 2015 startede Søren Erichsen med at sælge vin, og i dag er der udvidet med en vinbar, som drives sammen med Henrik og Conny Karlskov.
Der er igen kommet liv i “købmandsbutikken”, der hver fredag summer af liv, når gæstene hygger sig med et godt glas vin. Er vejret fint, nydes vinen udenfor i Vandgården, (og nej, vi kan ikke lave vand om til vin) hvor der er rig mulighed for at sidde i solen, eller under en parasol, og drømme sig til varmere himmelstrøg. Der er flere gæster, der udtaler, at de føler det, som om de er kommet sydpå, til en hyggelig bar.
Indenfor er der også masse af plads, hvor de gamle reoler med diverse rør m.m. nu er skiftet ud med hyggeligt inventar, så du føler dig hensat til din farmors stue, når du træder indenfor.
Den Kampmannske Gaard er fredet og blevet en del af Danmarks kulturarv.
Og blev i 1990 tildelt Varde´s bevaringspris.
I januar 2004 udkom et dansk frimærke med Den Kampmannske Gaard som motiv.
Vandgården ligger til venstre for hovedindgangen i Storegade.
Gården har fået sit navn, fordi det i sin tid var her, hestene stod bundet. Det er også herfra, at der er indgang til Varde Vinhandel.
Hvorfor er det ene hjørne i vandgården hvor hestene stod bundet, tapetseret i tjære ? Det er det fordi det nemlig var der tjenestefolkene fik lov til at forrette deres nødtørft i gamle dage.
Når du kommer på besøg i Varde Vinhandel, hvor du bl.a. finder Søren, vil han kunne fortælle dig mange flere historier om Varde’s næstældste ejendom.