Den Kampmannske Gaard blev rejst i 1781 af Hans Wulff Øllgaard. Det er ham, der opførte bygningen på resterne af den ejendom, der nedbrændte ved bybranden i 1779.

Hans Wulff Øllgaard havde arvet mange penge efter sin far, Rasmus Øllgaard, der havde tjent enorme summer som storkøbmand. Hans W. Øllgaard gik imidlertid fallit i 1786, på grund af det kostbare byggeri og tab på især kornhandelen.
Gården havde herefter i en årrække forskellige ejere, blandt dem studehandler, købmand og kammerråd Hack Kampmann som har lagt navn til Den Kampmannske Gaard.

Hack Kampmann var en driftig studeopkøber. Han stammede fra Holsten. Ikke blot havde han et sikkert blik for studene, hans øjne faldt også på enken efter Wolff Øllgaards bror, Niels, når han  besøgte Sneumgaard. Han giftede sig med hende, men blev ikke et velkomment medlem i familien. Bror Rasmus på Bramming Hovedgaard, der var formynder for konen, tog børnene fra hende, og hun døde kort efter.

Den ukuelige Kampmann lod sig imidlertid ikke gå på. Han fik i 1797 skøde på den købmandsgård, der nu bærer hans navn, og kunne flytte ind sammen med sin anden hustru, Henriette Emilie Zoega.
Da Hack Kampmann overtog købmandsgården indrettede han både brændevinsbrænderi og fedestald. Han drev fedestalden som en del af studebedriften på Sneumgård.

I årene 1798-1800 gennemgik Købmandsgården en større ombygning og erhvervede herved sit nuværende udseende, hvorfor det kom til at bære det Kampmannske navn. Ved den ombygning var Mikkel Stobberup bygmester, og huset anses med rette for en af de fornemste repræsentanter for den såkaldte “Varde-klassicisme”.

En dobbelt granittrappe med solidt rækværk fører fra Storegade op til Den Kampmann’ske Gaard’s tofløjede og smukt udskårne hoveddør. På en sandstenplade øverst i portalen, ses et billede af Fugl Føniks samt på latin ordene: “EX CINERE REDIVIVUS”, som kan oversættes: “Genopstået af asken 1781”.  Dette sidste er en hentydning til bygningens forgænger, der var brændt et par år tidligere.

Gården havde herefter i en årrække forskellige ejere, blandt dem købmand Hack Kampmann, der fra 1797 var ejendommens indehaver i 10 år.

Selve hovedbygningen stammer fra 1781, men undergik allerede 1798-1800 en større ombygning og erhvervede herved sit nuværende udseende, hvorfor det kom til at bære det Kampmannske navn. Ved den ombygning var Mikkel Stobberup bygmester, og huset anses med rette for en af de fornemste repræsentanter for den såkaldte “Varde-klassicisme”.

 

 

“Wie herlich ist das Haus geziert, wo Fried und Einigkeit regiert” erklærede han på en plade, opsat på bygningens sydlige sidefløj.

Da Hack Kampmann overtog købmandsgården i Varde indrettede han både brændevinsbrænderi og fedestald. Han drev fedestalden som en del af studebedrift på Sneumgård. Sidebygninger var også velegnede til opstaldning af studehandlerens mobile varer.

Hack Kampmann døde i 1807. Året efter døde også hans hustru Henriette Emilie. At den hvide dame dukkede op kort efter fru Kampmanns død, noteres her, uden at der skal drages uberettigede konklusioner deraf. Det siges dog hun ligger begravet under den store sten i kælderen……og det er som om stenen hæver sig….

Nu når vi her har bevæget os ind på rygternes farlige gebet, må vi vel også nævne den hemmelige gang, som hævdes at gå fra købmandsgården ned til åen. En gang, ad hvilken hemmelige transporter skal være foregået. Varde Museum har haft en del af vandgården gravet op for at lede efter den hemmelige gang, men forgæves. Den blev ikke fundet……

Den næste ejer blev kromand Niels Jacobsen fra Nordby, og ved hans død i 1816 blev den overtaget af hans søn, købmand og strandingskommissær Jacob Nielsen Jacobsen, og nu dukker Kampmann sandelig op igen! Eller rettere hans datter, der kunne flytte ind i sit barndomshjem som frue i huset. Desværre kun så alt for kort. Tiden var dem imod, og i 1821 måtte de opgive.

De to brødre, købmand Jens Thomsen, Varde, og hans bror, Reck Junior i Altona, trådte nu til. Reck blev eneejer efter Jens Thomsens død i 1831 og indtil 1841.

Han solgte da til brændevinsbrænder Albinus, men helt ud af Thomsen-familien kom virksomheden ikke, for den nye  ejer var gift med Jens Thomsens datter, Kirstine. Denne Albinus var exam. jur., men hans juridiske viden sikrede ham ikke skøde på et langt liv. Ej heller de livgivende dråber, han fremstillede. Allerede i 1842 døde han, kun 45 år gammel. Enken, Kirstine kunne dog blive boende, for hun forpagtede brænderiet ud til Anders Kragballe Bastrup og giftede sig med ham året efter.

Denne Bastrup har haft fyr under destillationsapparaterne, hvis man skal tro toldregnskaberne fra 1856. Ifølge disse blev der produceret 289.875 potter 8 graders brændevin i byen og desuden indført 25.000 potter. Nu er det ikke sagt, at Bastrup alene tegnede sig for denne produktion. En købmand har andre gøremål, og f.eks. bygningsartikler spillede en ikke ringe rolle. Men transporten beredte ham som andre i Vestjylland store problemer. Landevejene var slette, og med egnede udskibningshavne stod det endnu ringere til. Hverken Varde eller Ribe fik indfriet deres drømme om en fremtid som havnebyer, og Ringkøbing var ikke bedre stillet på grund af de vanskelige adgangsforhold til fjorden. Hjerting syntes derimod at byde på muligheder. Rigtignok var vanddybden for ringe til, at større skibe kunne nå ind, men man kunne jo bygge en landgangsbro. Det gjorde man, og Bastrup var blandt aktionærerne til den bro, der blev bygget i 1851. Det gik så nogenlunde, men med besvær. Varerne måtte omlades til småbåde og fragtes fra det åbne red til skibene- eller omvendt. I 1862 kuldkastede havet alle gode planer og lod dem forlise sammen med broen. Der blev kun vraggods tilbage – skibbrudne drømme og bjælkerne, der skvulpede i havstokken. De blev ved auktion afsat for 2125 rdl. Blandt køberne var Bastrup, der hjemførte dem til sit tømmerlager.

Men dermed var tømmerets omtumlede tilværelse ikke slut. Enkelte bjælker fandt anvendelse ved ombygning af købmandsgårdens tilbygninger – og senere, meget senere som skydeskive for en vordende købmand, Svend Aage Erichsen. Historien om bjælkerne er ikke slut endnu, for nogle af bjælkerne returnerede minsanten til Hjerting, hvor de i dag kan beses i Ship Inn på Hotel Hjerting.

Historien om M. Erichsen og Sønner i Den Kampmannske Gaard

Helt nøjagtigt er det den 18. oktober 1883, da dagvognen fra Vejle afsætter en rejsende på Storegade i Varde – eller Skovbogade, som den hed, for det var af den vej, tømmeret fra østkysten blev ført frem til den skovfattige egn. – Som han står dér, træt efter den strenge tur i dagvognen, er der noget tågeagtigt over ham, som var også han et gespendst af den hvide dames art. Er det havgusen, der svøber sig om den nøjsomme gadebelysning og slører alle konturer ? Eller er det snarere, fordi vi slet intet ved om ham før nu, at vi ikke har underretninger om hans fortid, hans liv og virke i Vejle ?- Men købmand Mads Erichsen træder hurtigt ud af det dunkle, tager skikkelse, en solid mand. Den nye mand i købmandsgården. I virkeligheden er hans håndskrift, klar tydelig – orden og akkuratesse! Ja, men også en fast og sikker skrift, en handlekraftig mands signatur. Vi ser ham allerede tydeligere for os: En købmand, der inspicerer sin nyerhvervede forretning og konstaterer mangler: “Her er hverken sukker, brændevin eller petroleum”. Men også en omsorgsfuld ægtemand, som ikke under sig hvile den travle dag, men sætter sig til skrivebordet for at sende kærlige og opmuntrende ord til sin hustru, “Min kjære Johanne”. Det fremgår, at Johanne er forknyt, utryg ved den forestående flytning til det barske Vestjylland, så langt fra de bøgeklædte bakker ved Vejle. “Jeg håber , at Du har forsonet Dig lidt mere med det, så Du ikke er så bedrøvet, som da jeg rejste. Jeg var heller ikke i det gladeste Humør, da jeg kom i går, men nu synes jeg det går lidt bedre. Folk synes godt om Forretningen….” Og Mads Erichsen, der har haft travlt med vareoptælling og har fået skrevet “Contract med Bastrup” slutter den lange dag med: “mine kjærligste Hilsener til min lille Pige, der ikke må græde mere!”. Det hele ender selvfølgelig godt og den – ja højgravide Johanne, kommer til sidst til Varde.

Den 24. oktober 1883 bringer avisen den annonce, der markerer begyndelsen til M. Erichsen og Sønners æra. Forgængeren, Christian Pedersen beder kunderne overbringe den“mod mig udviste Tillid og Velvilje” til sin efterfølger, og Mads fortsætter:” I Henhold til Ovenstaaende anbefaler jeg mig til Byens og Omegnens ærede Beboere, med -forsikring om, at reel og billig Betjening stedse skal være mit Formaal”.

Hvordan var så den virksomhed, Mads Erichsen overtog på den råkolde oktoberdag? Simpelthen en rigtig god, gammel købmandsgård, et datidigt supermarked så at sige. Hovedbygningens hvælvede kælderrum var lagerplads for hestesko, eddike, sprit, levertran og lignende. Selve butikslokalet lå derimod i fløjen mod Kræmmergade sammen med kontor og privatlejlighed. Gårdskarlen var på stikkerne for at tage sig af hestene, når vognene rullede ind, men trængselen kunne være så voldsom, at der måtte skaffes vognplads hos farver Rosengård i Kræmmergade eller købmand Feddersen i Skovbogade (Storegade), men inden handelen tog sin begyndelse, blev manden budt indenfor på kontoret, hvor der vankede kaffepunch og tobak til piben. Man kan forestille sig, at snakke er gået bravt i den gode, enkle mandfolkeatmosfære. Samtidig havde fru Johanne kaffetår med kandisknald til konerne i privaten.

Den 16. december 1904, køber Mads – Den Kampmannske Gård – af enkefru Bastrup, og den overdrages ham “med herligheder og rettigheder, pligter og byrder”.

Johanne og Mads får 3 drenge: Niels, Holger og Carl. Carl uddanner sig først til maskinmester siden hen kaster han sig over elektronikken. Senere bliver han medejer af firmaet Lund og Rasmussen med afdelinger i Herning og Varde. Den sidste er begyndelsen til installastionsfirmaet C.Erichsen og Søn, i Kræmmergade 11. Carl bliver ikke kun autoriseret installatør, men statsautoriseret, og det vil sige, at man betror ham tilsynet med de mange små elektricitetsværker, der bygges i disse år. Carl slipper ikke forbindelsen til barndomshjemmet på den anden side af Kræmmergade, tværtimod! Han trækker en ledning over gaden – med en ringeklokke i hver ende. Det udvikler sig til en hyggelig, fin tradition: Et signal bliver aftalt, et signal, der melder, at Mads Erichsen har romtoddyen klar !

Niels og Holger er indtrådt i købmandsgården, som så bliver til M. Erichsen og Sønner. En naturlig arbejdsfordeling har placeret Niels i købmandsbutikken, mens Holger er virksom på jernlageret med den handel, Mads syntes “han nok vil drive”. Hestesko er ikke længere hovedartiklen, for den begyndende mekanisering i landbruget byder smedene på nye opgaver. Holger er ikke den, der passivt afventer kundernes ankomst, han kaster sig i sadlen og cykler ud til kunderne for at være opsøgende med gode kontakter og tal i ordrebogen.

Vareudvekslingen var forøvrigt ikke ensidig, også kunderne havde ting at faldbyde: Frisklagte æg, indsvøbt i et linnedklæde, og smør i den ovale spånkurv, der kaldes en tejne. Æggepengene kunne nok få ben at gå på, for udover butikkens kolonialvarer havde købmandsgården lager af jern og foderkager i mellembygningen, medens fløjen mod Fiskergade rummede kullager. Og over kontoret og butikken i Kræmmergade tyngede kornsækkene gulvbrædderne. Bortset fra kælderen blev den statelige hovedbygning altså ikke benyttet til handelsvirksomhed.

I den sydlige stueetage udfoldede telegrafstationen sin kommunikationsvirksomhed under bestyreren frk. Schibsbye. Om hende aflægger alle historiske kilder det vidnesbyrd, at hun var “myndig” ! Læge Mohr øvede sin medicinske gerning i den nordlige del af hovedbygningen. Det vides at dagvognen havde holdeplads i porten mod Storegade i “Vandgården” – som nu er vores dejlige gårdhave i forbindelse med Vinbaren, hvor der på den anden side førhen lå et gæstgiveri, og ejeren har ikke været stramtandet, som telegraf-damen, men karakteriseres med tillægsordet jovial, en egenskab, der givetvis ikke har skadet omsætningen af kaffepunche.

Den 31. december 1923 går den gamle Mads Erichsen på “pension”. Han overdrager virksomheden til de to sønner. Der skal ydes ham 3000 kr. om året, så længe han lever, og sønnerne driver firmaet i sameje, stadig med den samme arbejdsfordeling. Da Mads Erichsen dør, 79 år gammel den 5. august 1929, har strukturændringer medført, at fællesejet ikke er naturlig mere. Sammenblandingen af grossist- og detailvirksomhed svarer ikke længere til tidens fordringer, og den 30- juli 1937 tager de to brødre konsekvensen. Forretningen deles i to. Holger bliver selvstændig jern- og stålkøbmand, mens Niels fortsætter butikken i Kræmmergade, som en ren detailkøbmandsforretning.

Holger har klodset cyklen op og er blevet bilejer. Chevroletten, han har købt, er ikke nyeste årgang, men giver en helt anden aktionsradius, når der skal findes nye kunder.

Det er i disse år, han opbygger sin stålforretning, varelageret udvides, kundekredsen vokser, og der er nok at se til for staben, der udover Holger består af fru Else, som administrerer kontoret, og dertil kusk og lagerarbejder. Den 31. maj 1943 overdrager Niels sin andel i ejendommen, samt butiksinventaret til Holger for 93.000 kr. Det er så grundlaget for M. Erichsen og Sønner, Jern og Staal.

Under 2. Verdenskrig var kælderen under Den Kampmannske Gaard – beskyttelsesrum. Else Marie Erichsen var leder af beskyttelsesrummet i kælderen.

Svend Aage Erichsen er tredie generation i købmandsgården og træder til under fanerne i 1949, Han har uddannet sig i stålbranchen bl.a. indenfor VVS. Da Holger dør i 1952 omdannes virksomheden til et I/S med Else og Svend Aage Erichsen som indehavere. Kontinuiteten er sikret, og traditionen kan føres videre, men de veltjente heste bliver sendt på aftægt og erstattet af en lastbil. Det går ikke længere an at fragte varerne til banen og derfra videre. Tiden kræver dem afleveret direkte til kunden.

Firmaets første lastbil ca. 1955. Øverst Hald og J.A.Kristiansen                                                                                                                                        På ladet: Kræmmerpassagens olietank.

Samtidig i 1954, indfører Svend Aage nye varenumre i sortimentet, sanitet og centralvarme. Han kaster et tankefuldt blik til den Kampmannske tavle oppe på gavlen. Huset er sandelig dejligt bygget og stort tænkt, men virksomheden har fået vokseværk og er ved at sprænge rammerne. I februar 1962 køber han så en grund på Vestre Landevej. Ca. 8000 m2 mod Kræmmergades 2700m2. Det ender dog med at der først kommer en byggetilladelse i 1964, og så kan de første bygninger rejse sig på Vestre Landevej 69. Bygning efter bygning etableres på Vestre Landevej, og endelig i 1978 kan hele virksomhedens udflytning fuldbyrdes, da den nye administrations- og udstillingsbygning tages i brug.

Virksomheden blev i 1972 omdannet til aktieselskab med Else Erichsen, Gerda og Svend Aage Erichsen, som aktionærer. Else havde sikret børnebørnene, Søren og Jens, som direkte arvinger af hendes post. Ved denne familiedisposition blev  vejen for et generationsskifte sikret.

I mange år blev familievirksomheden M. Erichsen & Sønner drevet fra Den Kampmannske Gaard. Mangt og meget er sket i tidens løb. Fra starten hvor den Kampmannske Gaard var midtpunktet for firmaets virksomhed, til de moderne lokaliteter på Vestre Landevej i Varde hvor virksomheden M. Erichsen & Sønner blev drevet. Virksomhenden blev den 1. maj 2001 solgt til Lemvigh Müller.

I dag er det Søren Erichsen, der sammen med broderen Jens ejer Den Kampmannske Gaard. De er begge født og opvokset på Købmandsgården, der nu er fredet  omdannet til lejemål, både boliger og erhverv. Bygningerne i Kræmmergade huser nu bl.a en café og en butik.

I kælderen under Den Kampmannske Gaard drives der nu en vinhandel. Tilbage i 2015 startede Søren Erichsen med at sælge vin, og i dag er der udvidet med en vinbar, som drives sammen med Henrik og Conny Karlskov.

Der er igen kommet liv i “købmandsbutikken”, der hver fredag summer af liv, når gæstene hygger sig med et godt glas vin. Er vejret fint, nydes vinen udenfor i Vandgården, (og nej, vi kan ikke lave vand om til vin) hvor der er rig mulighed for at sidde i solen, eller under en parasol, og drømme sig til varmere himmelstrøg. Der er flere gæster, der udtaler, at de føler det, som om de er kommet sydpå, til en hyggelig bar.

Indenfor er der også masse af plads, hvor de gamle reoler med diverse rør m.m. nu er skiftet ud med hyggeligt inventar, så du føler dig hensat til din farmors stue, når du træder indenfor.

Den Kampmannske Gaard er fredet og blevet en del af Danmarks kulturarv.

Og blev i 1990 tildelt Varde´s bevaringspris.

I januar 2004 udkom et dansk frimærke med Den Kampmannske Gaard som motiv.

Vandgården ligger til venstre for hovedindgangen i Storegade.

Gården har fået sit navn, fordi det i sin tid var her, hestene stod bundet. Det er også herfra, at der er indgang til Vinkælderen.

Hvorfor er det ene hjørne i vandgården hvor hestene stod bundet, tapetseret i tjære ? Det er det fordi det nemlig var der tjenestefolkene fik lov til at forrette deres nødtørft i gamle dage.

Når du kommer på besøg i vinkælderen, hvor du bl.a. finder Søren, vil han kunne fortælle dig mange flere historier om Varde’s næstældste ejendom.