“Den Kampmannske Gaard” er en gammel købmandsgård som blev rejst i 1781 af Hans Wulff Øllgaard. Det er ham, der opførte bygningen på resterne af den ejendom, der nedbrændte ved bybranden i 1779. Vi har ikke kunnet finde noget historie fra før 1779.
Hans Wulff Øllgaard havde arvet mange penge efter sin far, Rasmus Øllgaard, der havde tjent enorme summer som storkøbmand.
Hans W. Øllgaard gik imidlertid fallit i 1786, på grund af det kostbare byggeri og tab på især kornhandelen.
Hack Kampmann (som var studehandler og kom fra tyskland) overtog købmandsgården og indrettede han bl.a. også brændevinsbrænderi og fede stald. (stald til dyr der skal opfedes til slagtning)
I årene 1798-1800 gennemgik Købmandsgården en større ombygning og erhvervede herved sit nuværende udseende, hvorfor det kom til at bære det Kampmannske navn.
Ved den ombygning var Mikkel Stobberup bygmester, og huset anses med rette for en af de fornemste repræsentanter for den såkaldte “Varde-klassicisme”. Også Varde Museum er opført i samme stil.
Den kampmannske gård er vardes næstældste bygning – kun kirken er ældre.
En dobbelt granittrappe med solidt rækværk fører fra Storegade op til Den Kampmann’ske Gaard’s tofløjede og smukt udskårne hoveddør.
På en sandstenplade øverst i portalen, ses et billede af:
Fugl Føniks samt på latin ordene: “EX CINERE REDIVIVUS”, som kan oversættes: “Genopstået af asken 1781”.
På en stenplade opsat på bagbygningens sydlige sidefløj blev indgraveret:
“Wie herlich ist das Haus geziert, wo Fried und Einigkeit regiert”. (Hvor smukt er huset, hvor fred og enhed hersker)
Hack Kampmann døde i 1807. Året efter døde også hans hustru Henriette Emilie. Det siges hun ligger begravet under den store sten i kælderen……og det er som om stenen hæver sig.
Kort efter hendes død dukkede den hvide dame op. Det siges hvis man møder den hvide dame så skal det gå én det ilde….
Det spøger stadig……(Conny)
Der har ind i mellem været oplevelser på 1. sal. som gør, at vi ikke er helt sikre på, om den hvide dame er gået over på den anden side.
Lys der tænder ude på loftet, selv om der ikke er nogen deroppe. Mathias har ind i mellem kunnet høre fodtrin ude fra loftet om natten.
Andreas og Conny har også oplevet at en åben dør smække i lige bagved dem, efterfølgende åbnede de døren for at se efter inde i rummet, om der var nogen, det var der ikke.
En dag i vinkælderen hvor vi går og rydder op og gør rent, bliver støvsugeren ved at slukke når vi tænder den…..siden den dag var der ingen problemer været med støvsugeren…..
Som om den hvide dame driller os engang imellem……(Henrik)
Der har i mange år gået rygter om en hemmelig gang som man mente gik fra købmandsgården ned til åen. En gang, ad hvilken hemmelige transporter skal være foregået.
Varde Museum har haft en del af vandgården gravet op for at lede efter den hemmelige gang, men forgæves. Den hemmelig gang blev ikke fundet……man fandt i stedet kridtpiber i en gammel brønd.
Vandgården har fået sit navn, fordi det i sin tid var her, hestene stod bundet når de handlende kom til købmandsgården. (I dag kalder vi den vingården – men vi binder altså ikke kunderne :-))
Hvorfor er det ene hjørne i vandgården hvor hestene stod bundet, tapetseret i tjære ?
Det er det fordi det nemlig var der tjenestefolkene fik lov til at forrette deres nødtørft i gamle dage.
Efter Hack Kampmanns død var der flere skiftende ejere indtil den blev solgt til brændevinsbrænder Albinus i 1841. Allerede i 1842 døde han, kun 45 år gammel.
Enken, Kirstine kunne dog blive boende, for hun forpagtede brænderiet ud til Anders Kragballe Bastrup som hun giftede sig med året efter.
Ifølge toldregnskaberne fra 1856 har der i Varde været fyr under destillationsapparaterne, for der blev der produceret 289.875 potter 8 graders brændevin (1 potte = 1 liter dvs. 289.875 liter) – (8 grader modsvarer i procent 47) i byen.
Der var 1774 indbyggere i 1850, det svarer til 163 L/år pr. indbygger. Der må have været solgt lidt ud over bygrænsen.
Der er i historien nævnt at der i Varde by har været 76 beværtninger. Pub crawl……..
En købmand har også andre gøremål end at lave brændevin, som ex. sælge bygningsartikler. Men landevejene var dårlige, og med egnede ind/udskibningshavne stod det endnu ringere til. Man byggede derfor i 1851 en langgangsbro ved Hjerting. Bastrup var blandt aktionærerne.
I stormen i 1862 blev broen så ødelagt at der kun var vraggods tilbage.
Blandt køberne til tømmeret var Bastrup.
Enkelte bjælker fandt anvendelse ved ombygning af Den Kampmannske Gårds tilbygninger (man kan bl.a. se dem over vinduerne i gavlen ude i vandgården)
– og nogle af bjælkerne returnerede til Hjerting, hvor de i dag kan ses i Ship Inn pub på Hjerting Strand Hotel.
Historien om M. Erichsen og Sønner i Den Kampmannske Gaard
Starter helt nøjagtigt den 18. oktober 1883, da dagvognen fra Vejle afsætter en rejsende på Storegade i Varde – eller Skovbogade, som den hed.
Den 24. oktober 1883 bringer avisen den annonce, der markerer begyndelsen til M. Erichsen og Sønners æra.
Forgængeren, Christian Pedersen beder kunderne overbringe den”mod mig udviste Tillid og Velvilje” til sin efterfølger, og Mads fortsætter:” I Henhold til Ovenstaaende anbefaler jeg mig til Byens og Omegnens ærede Beboere, med -forsikring om, at reel og billig Betjening stedse skal være mit Formaal”. (se planche i vinsmagningsrummet)
Den 16. december 1904, køber Mads – Den Kampmannske Gård – af enkefru Bastrup, og den overdrages ham “med herligheder og rettigheder, pligter og byrder”.
Mads og hans kone Johanne får 3 drenge: Niels, Holger og Carl.
Carl uddanner sig først til maskinmester siden hen kaster han sig over elektronikken. Senere bliver han medejer af firmaet Lund og Rasmussen med afdelinger i Herning og Varde. Den sidste er begyndelsen til installationsfirmaet C.Erichsen og Søn, i Kræmmergade 11. Carl bliver ikke kun autoriseret installatør, men statsautoriseret, og det vil sige, at man betror ham tilsynet med de mange små elektricitetsværker, der bygges i disse år.
Carl slipper ikke forbindelsen til barndomshjemmet på den anden side af Kræmmergade, tværtimod! Han trækker en ledning over gaden – med en ringeklokke i hver ende. Det udvikler sig til en hyggelig, fin tradition: Et signal bliver aftalt, et signal, der melder, at Mads Erichsen har romtoddyen klar !
Niels og Holger er indtrådt i købmandsgården, som så bliver til M. Erichsen og Sønner.
En naturlig arbejdsfordeling har placeret Niels i købmandsbutikken, (kræmmergade)
Mens Holger er virksom på jernlageret med den handel, (her i kælderen). Hestesko er ikke længere hoved artiklen, for den begyndende mekanisering i landbruget byder smedene på nye opgaver.
Holger er ikke den, der passivt afventer kundernes ankomst, han kaster sig i sadlen og cykler ud til kunderne for at være opsøgende med gode kontakter og tal i ordrebogen.
Vareudvekslingen var for øvrigt ikke ensidig, også kunderne havde ting at faldbyde: Frisklagte æg, indsvøbt i et linnedklæde, og smør i den ovale spånkurv, der kaldes en tejne.
Æggepengene kunne nok få ben at gå på, for udover butikkens kolonialvarer havde købmandsgården lager af jern og foderkager i mellem bygningen, medens fløjen mod Fiskergade rummede kullager.
Og over kontoret og butikken i Kræmmergade tyngede kornsækkene gulvbrædderne.
Bortset fra kælderen blev den statelige hovedbygning altså ikke benyttet til handelsvirksomhed.
I den sydlige stueetage var der telegrafstation under bestyreren frk. Schibsbye. Om hende aflægger alle historiske kilder det vidnesbyrd, at hun var “myndig” ! Læge Mohr øvede sin medicinske gerning i den nordlige del af hovedbygningen. Det vides at dagvognen havde holdeplads i porten mod Storegade i “Vandgården” – som nu er vores dejlige gårdhave i forbindelse med Vinbaren.
Den 31. december 1923 går den gamle Mads Erichsen på “pension”. Han overdrager virksomheden til de to sønner. Der skal ydes ham 3000 kr. om året, så længe han lever, og sønnerne driver firmaet i sameje, stadig med den samme arbejdsfordeling. Da Mads Erichsen dør, 79 år gammel den 5. august 1929, har strukturændringer medført, at fællesejet ikke er naturlig mere. Sammenblandingen af grossist- og detailvirksomhed svarer ikke længere til tidens fordringer, og den 30- juli 1937 tager de to brødre konsekvensen. Forretningen deles i to. Holger bliver selvstændig jern- og stålkøbmand, mens Niels fortsætter butikken i Kræmmergade, som en ren detailkøbmandsforretning.
Holger har klodset cyklen op og er blevet bilejer. Chevroletten, han har købt, er ikke nyeste årgang, men giver en helt anden aktionsradius, når der skal findes nye kunder.
Det er i disse år, han opbygger sin stålforretning, varelageret udvides, kundekredsen vokser, og der er nok at se til for staben, der udover Holger består af fru Else, som administrerer kontoret, og dertil kusk og lagerarbejder.
Den 31. maj 1943 overdrager Niels sin andel i ejendommen, samt butiksinventaret til Holger for 93.000 kr.
Under 2. Verdenskrig var kælderen under Den Kampmannske Gaard – beskyttelsesrum. Else Marie Erichsen (gift med Holger) var leder af beskyttelsesrummet i kælderen.
Svend Aage Erichsen (søn af Else og Holger) er 3. generation i købmandsgården og indgår i formaet i 1949, Han har uddannet sig i stålbranchen bl.a. indenfor VVS. Da Holger dør i 1952 omdannes virksomheden til et I/S med Else og Svend Aage Erichsen som indehavere. Kontinuiteten er sikret, og traditionen kan føres videre, men de veltjente heste bliver sendt på aftægt og erstattet af en lastbil. Det går ikke længere an at fragte varerne til banen og derfra videre. Tiden kræver dem afleveret direkte til kunden.
Firmaets første lastbil ca. 1955. Øverst Hald og J.A.Kristiansen På ladet: Kræmmerpassagens olietank.
Samtidig i 1954, indfører Svend Aage nye varenumre i sortimentet, sanitet og centralvarme.
I februar 1962 køber Svend Aage så en grund på Vestre Landevej. Ca. 8000 m2 mod Kræmmergades 2700m2. Det ender dog med at der først kommer en byggetilladelse i 1964, og så kan de første bygninger rejse sig på Vestre Landevej 69. Bygning efter bygning etableres på Vestre Landevej, og endelig i 1978 kan hele virksomhedens udflytning fuldbyrdes, da den nye administrations- og udstillingsbygning tages i brug.
I 1983 var der maleriudstilling her i kælderen, men ellers har kælderen stået tom indtil 2015.
I 1989 dør Svend Aage.
Søren Erichsen søn af Svend Aage og Gerda, overtager driften af M. Erichsen & Sønner.
Virksomheden blev den 1. maj 2001 solgt til Lemvigh Müller.
Den Kampmannske Gaard er fredet og blevet en del af Danmarks kulturarv. (Ved porten til vandgården)
Og blev i 1990 tildelt Varde´s bevaringspris. (Ved hoveddøren)
I januar 2004 udkom et dansk frimærke med Den Kampmannske Gaard som motiv.
I dag er det Søren Erichsen, der sammen med broderen Jens ejer Den Kampmannske Gaard. De er begge født og opvokset på Købmandsgården.
Bygningerne i Kræmmergade huser nu bl.a en slikbutik og coast kids. Og så har Sørens mor Gerda – en beskeden lejlighed på 1 / 2 sal på 400 kvm.
I 2015 starter Søren og Lindy – Vinhandel i kælderen. Åbningstid: Lørdag 10-13. Og engrossalg.
Maj 2018 – nu : Varde Vinhandel og vinbar (Søren i partnerskab med Conny & Henrik Karlskov)
