Franciacorta

Franciacorta

Franciacorta siger nok de færreste noget, men leder man efter et alternativ til champagne, så prøv en mousserende vin fra Franciacorta.

Italienerne vil også være med når det gælder de liflige bobler. Og selvom man har stor succes med prosecco vinene er landets stolthed det mere ukendte Franciacorta i det nordøstlige Italien tæt på Milano. Her er mængderne en brøkdel af prosecco og vinen laves af samme druer og med samme metodik som i Champagne.

I området omkring Brescia i Lombardiet finder vi Franciacorta DOCG. Idéen om at lave mousserende vin på disse kanter er ret ny, fra starten af 1960’erne.

Franciacorta blev skabt af en gletsjer på sin vej ned fra Alperne, som kun ligger små 50 km fra området. Det køligere klima og en mineralrig stenet kalkstensjord gør, at dette område er velegnet til at fremstille mousserende vine. Den første mousserende vin produceret i Franciacorta så dagens lys så sent som i 1961 og først i 1980’erne oplevede området et kvalitets boom, der endelig i 1996 ledte til at Franciacorta fik den højeste italienske kvalitetsstatus DOCG.

Vinene laves på Chardonnay, Pinot Noir og Pinot Bianco (maks. 50%) efter den traditionelle champagne metode, hvor anden gæringen sker på flaske. Dog er lovgivningen faktisk skrappere end i Champagne på en del punkter: Høstudbyttet må maks. være på 100 hl mod 150 hl i Champagne og vinen skal eftergære på flasken i mindst 18 måneder (mod 15 i Champagne) og den må ikke frigives før 25 måneder efter druerne er høstet. Flaskerne vender nedad under gæring, det skyldes, at bundfaldet skal samle sig i kapslen. Der kommer først korkprop på den mousserende vin efter mindst 18 måneders lagring.

Franciacorta producenterne er endvidere også forpligtiget til at sætte datoen for degorgering på bagside etiketten. Den største forskel på champagne og franciacorta er dog dels, at produktionen er på kun 15 millioner flasker sammenlignet med Champagnes ca. 300 millioner flasker/år og så er jordbunden og klimaet anderledes, hvilket man da også kan smage i vinene.

Franciacortas vine må ikke kalde sig spumante.

 

 

 

Table Reservation