Mona Nygård Hansen – maleriudstilling juli/aug 2018

Link: Mona Nygård Hansen

Mona Nygård Hansen maler landskaber. Ikke, som vi ser dem på fotografier, men som vi genkalder
dem i vores erindring. Selvom vi genkender motiverne: sletter og dale, bølgende bakker og den høje
himmel foroven, er der noget drømmeagtigt over disse malerier.
Der hviler en urtidsagtig ro over sceneriet, som var vi ført tilbage til en æra, før menneskerne indtog
planeten og forandrede den for altid. En verden, hvor alt hviler på naturens præmisser. Ikke en
harmonisk verden forstået på den måde, at alt ånder fred og idyl. Tværtimod. Vi fornemmer,
hvordan voldsomme kræfter, storme, oversvømmelser og vulkanudbrud har formet landskabet
gennem millioner af år og bliver ved med at gøre det. Roen har med accepten af disse processer at
gøre. Den forunderlige vished om, at alt derude vokser og gror, at alt hænger sammen, og at vi
mennesker kun er en mikroskopisk lille del af universet. Ord som majestætisk, storslået og
overvældende trænger sig på. Alt det, der beskriver, hvordan vi er en del af noget større.
For at opnå denne koncentrerede ro i sine malerier må Mona Nygård Hansen sørge for, at det hele
ikke bliver for pænt og pastelagtigt. For dekorativt. Hun opnår dette ved at begrænse farveskalaen,
så jordfarver dominerer helheden. Jordfarver, der enkelte, men meget vigtige steder afbrydes af
pludselige glimt af citrongult, af turkis og himmelblå og af rosa toner. Samtidigt arbejder hun med
mange lag i sine billeder. Lag, hvor hun lader lyser skinne igennem i større eller mindre grad, så
man får en fornemmelse af, at solens kraft hviler lige under skydækket og kan bryde frem når som
helst. I lysets kamp mod mørket er det altid lyset og solens stråler, som vinder i disse malerier.
Billedernes usentimentale virkning hænger også sammen med den måde, Mona Nygård Hansen
arbejder på. De mange lag er nævnt. Det samme må den ekspressive tilgang til stoffet. Der ridses og
kradses, viskes, glattes og skrabes, og den våde maling får enkelte steder lov til at drive ned ad
lærredet. Igen noget, som er med til at give den råhed og styrke, som er så karakteristisk for
malerierne. Det er sagastemning det her, ikke sødsupperomantik.
Med sine landskabsmalerier viser Mona Nygård Hansen hen til en verden af store kræfter og store
følelser. En følelse, hvor mennesker må føle sig små og ubetydelige, men hvor solens lysgivende
kraft giver næring til vores håb og tro på fremtiden.

Tom Jørgensen, kunstanmelder på Jyllands Posten, redaktør af Kunstavisen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.